Professor Skitzo har igennem mange år prøvet at opfinde et middel, der kan gør mennesker usynlige. Det er blevet til temmelig mange mislykkede forsøg, som bl.a. har resulteret i, at hans hund taler flydende dansk.
Endelig en nat lykkes projektet:
Usynlighedspulveret er en kendsgerning!
Uheldigvis har professorens assistent, Jürgen Falsch, ikke rent mel i posen - og han stjæler i ledtog med den lokale gangsterboss pulveret samme nat.
Hansenbanden, som gangsterne kalder sig, bruger pulveret til forskellige former for kriminalietet, heriblandt bankrøverier.
Politiet står på bar bund i sagerne.
På den måde får den drikfældige, noget afdankede og tidligere politimand, privatdetektiv Madsen chancen for endelig at præstere noget stort.
Det lykkes ham sammen med professorens barnebarn at opklare mysterierne til alles store tilfredshed.
Masser af handling og sjove personer præger dette stykke – og der er rig mulighed for udnyttelse af specialeffekter. Stykket har tilhørende musik, men kan spilles såvel med som uden sange.