Vi er i det Herrens år 1029 i en lille by i Jylland et eller andet sted tæt på havet. Her dukker pludselig vikingen Orm Økseskaft op for at opkræve en gammel gæld - han vil have høvdingens vægt i guld. Og høvding Helgrim den Halvgamle har ikke været på slankekur, så de har bogstaveligt talt kniven for struben i den lille landsby. Især fordi byens mænd er i England for at fejre fødselsdag for kong Knud den Store - konge over Danmark, Norge, England og lidt af Sverige – foreløbigt… Så landsbyens børn - Erik, Liv, høvdingedatteren Gro, den prinseglade Frida og tvillingerne Rune og Sten - drager afsted for at hente hjælp hos kong Knud. Men det er let at komme på afveje, når man hverken har sejlet vikingeskib før eller kender vejen til England.