"Smukke Sally" er den originale musical, som lå til grund for biograffilmen "Bølle-Bob og Smukke Sally". Men filmen blev en blanding af de to teaterstykker "Bølle-Bob" og "Smukke Sally", hvor den oprindelige historie om Sallys stjernedrømme næsten forsvandt til fordel for Bølle-Bobs numre. Her er chancen for at opføre den ægte vare, hvor Smukke Sally er den både komiske og tragiske hovedperson, mens Bølle-Bob er en biperson. Hovedhisorien er den samme, hvor et TV-hold kommer til byen og fordrejer hovedet på Smukke Sally, som falder pladask for plattenslageren Brian von Hansens historier om at gøre hende til superstar. Sangene er de samme som i filmen, men Gunnar Geertsens oprindelige historie er helt anderledes vedkommende: sjov og satirisk, men også rørende i sine beskrivelser af de unges følelser. Samtidig er den en højaktuel og meget morsom kommentar til vores hysteriske dyrkelse af tv-mediet. Men først og fremmest er "Smukke Sally" en festlig forestilling med storslåede danseoptrin til de kendte sange, som både børnene og deres forældre elsker.
"Smukke Sally" findes i 2 udgaver. En skoleudgave og en større udgave til amatørscener på ca. 90 min.